Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

I forældre kender jeres barn bedst, og derfor er det vigtigt for os, at vi har et godt samarbejde om at jeres barn trives, udvikler sig og har det godt.

Vi tager samarbejdet med jer meget seriøst, og vi anerkender både jeres oplevelser, meninger og kendskab til jeres barn. Vi vil meget gerne tage bekymringer eller udfordringer i opløbet, og derfor holder vi hellere en forældresamtale for meget end for lidt. Nogle gange er der bare behov for, at vi taler sammen i fem minutter.

Vi laver trivselsvurderinger af alle børn to gange om året - det kaldes for TOPI. Hvis vores vurdering giver anledning til bekymring eller noget, vi skal justere omkring jeres barn, så indkalder vi jer selvfølgelig også til en samtale.

Aula

Aula er vores forældreintra, og en stor del af kommunikationen med jer foregår her. Det er her vi sender praktiske informationer, fortæller om børnenes hverdag og deler billeder.

Det er også på Aula, I skal melde ind, hvis jeres barn holder fri, er på ferie eller er syg.

Forældresamtaler

Udover de samtaler, vi tager, når behovet opstår, så har vi nogle faste samtaler, vi inviterer til i den tid, jeres barn er her i Børnehuset Else. De finder sted i forbindelse med barnets overgang til børnehave og skole.

Vi holder fælles forældremøde for hele huset hvert efterår. Det er også her, der er valg til forældreråd og forældrebestyrelsen.

Forældreråd

I Børnehuset Else har vi et aktivt forældreråd, som er med til at præge vores børnehave og har indflydelse på børnenes hverdag. Det er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder.

I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, der ligger til grund for den pædagogik og de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om her i Børnehuset Else. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på vores dagligdag og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet holder møder 4 gange om året. Du kan se referater fra forældrerådets møder på Aula.

Forældrebestyrelse

I klyngen er der en forældrebestyrelse, som består af en forældrerepræsentant fra hver institution i klyngen samt personalerepræsentanter og klyngelederen. Forældrerepræsentanterne bliver valgt blandt medlemmerne i institutionernes forældreråd.

Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institution og hjemmet. Forældrebestyrelsen holder møde 6 gange om året.

Du kan læse mere om forældreråd og forældrebestyrelser her.